Påsken og det usyrnede brød – tilbage til hjertet af troen

Påsken og det usyrede brød – tilbage til hjertet af troen - tilbage til Jesus nadveren 🍇🥖

Fred være med dig der læser med idag ☮️🙏

Min mormor døde tidligt, selvom hun ofrede sin alderdom på at passe på mig. Min far var der aldrig, og min mor var kun i mit liv i få år – fjern, vred eller væk. Jeg er ikke vokset op med påskefrokoster eller bare almindelige middage, selvom jeg selv har forsøgt at dele brød, især med andre fattige og ensomme, når jeg kunne. Det giver blandede følelser omkring højtider som denne. Jeg har heller ikke altid fulgt Jesus. Jeg er stadig i lære, men jeg har fundet vejen – og jeg ønsker at blive på den og aldrig vige fra den vej, jeg er kaldet til igen.

I over ti år har jeg tænkt meget over påsken, nadveren – og jeg har ærligt talt haft det svært med den måde, den bliver fejret på i dag. Jeg har søgt svar og søgt Gud i det. Det rituelle nadvermåltid er i hvert fald ikke for mig. Som hjemløs at få en krumme brød og en lille tår juice i kirken, mens maven skriger og tankerne kredser om, hvor man kan sove i nat – det gør det svært at tage imod åndelig næring. Og den slags nadver – at tage sig af det fysiske, det menneskelige behov – det praktiserer mange kirker desværre ikke.

Det føles, som om det, der skulle være næstekærligt åndeligt, dybt men enkelt og fyldt med nærvær, er blevet forvandlet til noget overfladisk stort med støj, overflod, dyremishandling og traditioner uden hjerte. Gækkebreve, kyllinger, lam, æg og påskeharer? Hvor er Jesus’ Ånd og hans lære om kærlighed i alt det her?

Når jeg læser Bibelen, særligt Jesu sidste måltid (nadveren) og skabelsesberetningen i 1. Mosebog 1:29-30, ser jeg noget helt andet. Jesus tog et usyret brød – enkelt, uden pragt – og delte det med sine disciple (sine venner) sammen med frugt fra jorden. Ikke dyr, ikke lam, ikke rigdom – men noget enkelt og rent. Et symbol på fred, på fællesskab, og på det liv Gud oprindeligt skabte os til.

Matthæus 26:26-28 (1871-oversættelsen):
Men imedens de aade, tog Jesus Brødet og velsignede og brød det og gav Disciplene det og sagde: Tager, æder; dette er mit Legeme. Og han tog Kalken og takkede og gav dem den og sagde: Drikker alle deraf; thi dette er mit Blod, den nye Pagts Blod, som udgydes for mange til Syndernes Forladelse.

Og det her var før han tog pladsen for selv det mindste af hans får og blev korsfæstet. Ikke med lammekød. Ikke med et stort offerdyr. Men med brød og frugt fra jorden.

1. Mosebog 1:29-30 (1871):
Og Gud sagde: Se, jeg har givet eder alle de urter, som bære Frø, som ere paa al Jordens Overflade, og hvert Træ, som haver Frugttræets Frugt, som bærer Frø; eder være det til Føde.
Men alle Dyrene paa Jorden og alle Himmelens Fugle og alt det, som kryber paa Jorden, i hvilke der er Livets Sjæl, alt grønt Urte være det til Føde; og det skete saaledes.

Der står: "i hvilke der er Livets Sjæl" – også dyrene har sjæl. Det er ikke noget, vi finder i de nye oversættelser. Men det var kendt før. Gud skabte dem med liv, med følelse, med værdi. Hvorfor skulle vi fejre Jesus' kærlighed og opstandelse med andres lidelse?

Og hvor kommer æggene og påskeharen ind i Den Sidste Nadver? Det gør de ikke. Det er gamle frugtbarhedssymboler fra førkristne religioner – symboler på forår, frugtbarhed og nye begyndelser, fejret ved hedenske fester omkring forårsjævndøgn – nogle gange med orgier, fulde ritualer på gammel vin, og mange slagteofre i afgudernes navn. De har intet med Jesus at gøre – og alligevel fylder de så meget, at mange børn i dag aldrig hører om Jesus, kun om chokolade og æggejagt.

For mig handler påsken ikke længere om at følge verdens måde at fejre den på, jeg hungre ikke vinen, kødet eller invitationer mere. Tværtimod er sløret fjernet og jeg har slet ikke lyst til side ved bordet omkring slagteofre mere og fylde dem i mit krops tempel, ånden og åndens frugter skal dvæle i. Den slags knuser mit hjerte nu.

Jeg tror, det helligste, vi kan gøre, er at tage lidt brød og lidt druesaft. Huske os selv på at vi er elskede, elske vores næste mennesker og dyr, om kun en person og en hund i mit tilfælde, udover Jesus sider ved bordet og huske på at Jesus invertere alle i hans hjem - hans nærvær. Og det er lige meget om det er inde i en kirke, familiehus eller ude i naturen. At Jesus lod sig lænke til korset, betyder, at vi er frie fra omverdenens og sydens Lænker – og dele det budskab og lidt brød med den fattige, med den ensomme i fred. I kærlighed. I taknemmelighed.

Det er min måde at ære Jesus på og måske ikke kun 1- 2 gange om året at tænke på den næste, men som en hyppigere ting. Ikke gennem larm og tradition – men med det enkle brød og den gode frugt fra jorden. Guds orginale gode madplan, han kalder os tilbage til, vi også læser om i Isaiahs profetier i Isa 11.6-9.

En lille bøn til sidst 

Kære Gud,
jeg beder om, at du må åbne hjerterne hos dem, der læser dette.
Må de finde fred. Må de finde sandhed. Må de finde dig – ikke gennem tomme traditioner eller gamle vaner, men med friske øjne og søgende hjerter.
Lad dem søge sandheden i, hvad du virkelig ønskede med nadveren og med påsken.
Er det ritualer og larm – eller er det kærlighed, enkelhed og barmhjertighed?

Vis os, flere af os, om svaret ikke måske er, at vi skulle dele, leve enkelt og være veganere – som en fredelig måde at ære både dine skabninger og din søn på.
Tak for Jesus. Tak for brødet. Tak for den friske nye vin fra frugten fra jorden.Tak for, at du stadig kalder os hjem 🥖🍇☮️🌱

Amen

Jesus og hans Fred være med dig  🌱🍇🥖😁☮️

Af: Natalia Magdalena Botvinjevs

Vegangelisten Nat